
SYDDANMARK: Det nye universitetshospital i Odense står ikke engang færdig, og nu kan håndværkerne fortsætte på byggepladsen lidt endnu. Mandag aften godkendte regionsrådet planerne om at udvide hospitalet med en ca. 3.200 m2 stor tilbygning i fem etager, der kan rumme 50 sengepladser og fem-syv akutte ambulantpladser.
Udvidelsesplanerne er en konsekvens af, at der sidste år blev ændret på hospitalets optageområde. Det betyder, at patienter fra Kerteminde og Assens kommuner samt de nordlige dele af Nyborg og Faaborg-Midtfyn kommuner i fremtiden hører under OUH frem for Svendborg Sygehus.
Ændringen betyder, at aktiviteter, der svarer til 50 sengepladser, flytter fra Svendborg Sygehus til OUH og dermed også til det nye OUH, der er under opførsel. Udvidelsen forventes at koste mellem 100 og 140 mio. kr. og skal finansieres af regionale anlægsmidler de kommende år.
Skal stå klar samtidigt
Tilbygningen vil få samme struktur som hospitalets øvrige sengeområder og kommer til at indeholde en stueetage, en logistiketage og tre sengeetager. Udvidelsen skal stå klar, samtidig med at patienter og medarbejdere tager det øvrige nye OUH i brug.
Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, fortæller at regionen er lykkedes med at finde en løsning, der på relativt kort tid kan udvide antallet af sengepladser.
- Da vi i sin tid planlagde byggeriet af det nye OUH, vidste vi ikke, at optageområdet ville blive ændret. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet en løsning, hvor vi på relativt kort tid kan udvide antallet af sengepladser, siger han.
- Jeg er samtidig glad for, at vi har fundet en model for udvidelse, der giver den samme kvalitet på sengepladser som på det øvrige nye OUH, og som sikrer, at sengepladserne står klar til patienterne, når byggeriet af det nye OUH er færdigt, uddyber Karsten Uno Petersen.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.