MIDTJYLLAND: Udredningsgarantien for demente bliver ikke overholdt. Og ventetiden stiger, jo længere vestpå man bor.
I Aarhus er ventetiden for borgere, som skal udredes for demens 23 uger. Og dermed væsentligt længere end udredningsgarantien på fire uger.
Og det er ikke tilfredsstillende, siger ledende overlæge Per Sidenius, Neurologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital til DR Midt & Vest.
Men i Viborg er det meget værre: Her er ventetiden 42 uger:
- Det er al for langt tid at vente, mener oversygeplejerske Ulla Veng fra Neurologisk Afdeling ved Hospitalsenhed Midt.
I Hospitalsenheden Vest er ventetiden helt oppe på 52 uger.
Og det er danmarksrekord på den dårlige måde, erkender ledende oversygeplejerske Gitte Kjær Nielsen fra Afdelingen for Neurologi og Fysio-ergoterapi i Holstebro.
- Og det er vi selvfølgelig rigtig kede af. Vi vil gerne kunne hjælpe de vestjyske borgere så hurtigt som muligt, siger Gitte Kjær Nielsen til DR Midt & Vest.
Kun Geriatrisk Ambulatorium i Holbæk har i følge Sundhedsdatastyrelsens ventetidsportal lige så lang ventetid som Holstebro.
I både midt og vest peger de på mangel på speciallæger som den væsentligste årsag til de lange ventetider.
- Vi bliver nødt til at lokke speciallæger til de tyndt befolkede områder. Det kan vi gøre ved at tilbyde højere løn og blive bedre til at skaffe højtuddannede ægtefællejobs, siger Steen Jakobsen, som er medlem af det rådgivende udvalg for psykiatri- og socialområdet i Region Midtjylland til DR Midt & Vest.
I Give ligger Region Syddanmarks friklinik, som også tilbyder udredning for demens. Her er ventetiden lige nu to uger.
Når udredningsgarantien overskrides, henviser Holstebro i følge oversygeplejerske Gitte Kjær Nielsen altid videre til Friklinikken i Give.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.