
Fem drab på medarbejdere på fire år, problemer med stofmisbrug og en hverdag præget af vold og trusler på landets socialpsykiatriske bosteder får nu Danske Regioner til at reagere. De foreslår ifølge Politiken, at man opretter en ny type institution til de psykisk syge borgere, der på grund af deres sygdom, misbrug og voldelige adfærd ikke kan være på bostederne.
Psykisk syge bliver i dag behandlet på psykiatriske hospitaler og overført til enten egen bolig eller socialpsykiatriske bosteder, når de vurderes klar til det. Problemet er, at personalet på bostederne i mange tilfælde mangler værktøjer til at håndtere de mest syge.
Den nye type institution skal aflaste bostederne ved at være en institution mellem det psykiatriske hospital, hvor de psykisk syge behandles, og bostedet, hvor de har egen bolig og støttes i hverdagen.
- Adskillige hundrede har brug for en mere håndfast tilgang, ellers bliver de holdt fast i deres misbrug, og så kommer de ingen steder. Vi er nødt til at introducere det lille ord, som ingen danskere bryder sig om: Tvang, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), til Politiken.
For syge til bocenter
For en måned siden endte det tragisk, da en 57-årig social- og sundhedsassistent blev dræbt af en psykotisk og amfetaminhøj beboer på Bocenter Lindegården ved Roskilde. Ifølge personalet er der mellem 10 og 12 beboere her, som reelt er for syge til at være der.
Og gruppen af meget psykisk syge beboere på Lindegården vil være en oplagt målgruppe, siger Kirsten Devantier (V), regionsrådsmedlem og formand for udvalget for psykiatri og socialområdet i Region Sjælland, til Politiken.
- Der er kommet et gab mellem psykiatrien og bostederne, og vi har længe talt om behovet for den her type mellemstation.
I forslaget lægger Danske Regioner op til, at psykisk syge højst skal opholde sig på den nye institution i tre år, inden de skal videre til et socialpsykiatrisk botilbud.
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) har forståelse for, at der skal findes en løsning.
- Vi kan alle være enige om, at det skal være sikkert at gå på arbejde for de sundhedspersoner, der arbejder med mennesker, som har psykiske lidelser, skriver hun i en skriftlig kommentar til Politiken.
Fagorganisationer i fælles front
Også i fagorganisationerne er målet ved at være noget. På tirsdag vil organisationerne for socialrådgiverne, sosu-assistenterne, sygeplejerskerne og socialpædagogerne gå sammen om at præsentere et oplæg for indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.
Her vil de ifølge Avisen.dk bl.a. kræve flere sengepladser i psykiatrien, at alene-arbejde afskaffes, og at der skal falde dagbøder til de ansvarlige politikere, hvis sikkerheden er for ringe.
I oplægget, som Avisen.dk har fået indsigt i via FOA, foreslås det blandt andet at styrke samarbejdet mellem kommunerne, der driver de fleste bosteder og regionerne, som står for psykiatrien. En idé er at lave en mellemting mellem en psykiatrisk afdeling og et bosted, forklarer FOAs formand Dennis Kristensen, der skal sidde med ved forhandlingsbordet som repræsentant for sosu-assistenterne.
Det dårlige samarbejde mellem kommuner, regioner og staten skyldes blandt andet, at der er tre forskellige lovgivninger på området, fremgår det af oplægget. Derfor ønsker de faglige organisationer at styrke Arbejdstilsynets indsats.
Fagforeningerne peger desuden på et tættere samarbejde med politiet og en lovpligtig uddannelse i voldsforebyggelse.
Volden mod de ansatte er i dag på et 'katastrofalt niveau', mener FOA-formand Dennis Kristensen.
dc + Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.