Der er registreret én død med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut søndag.
Hverken fredag eller lørdag blev der registreret nye dødsfald i den danske statistik - men fra lørdag til søndag stiger dødstallet med én til i alt 562. Coronavirus er ikke nødvendigvis dødsårsagen, selvom dødsfaldene indgår i opgørelsen.
Ser man på antallet af personer, der er indlagt med coronavirus i Danmark, er der i søndagens opgørelse både gode og dårlige nyheder.
Det samlede antal af personer, der er indlagt på landets hospitaler med coronavirus, falder med tre til 115. Til gengæld stiger antallet af de indlagte, der ligger på intensiv, med to til 21 - ligesom også antallet af dem, der er lagt i respirator, stiger med én til 17.
I Danmark er i alt 11.360 personer testet positive for coronavirus. Det er en stigning på 71 siden opgørelsen lørdag. Dermed er der nu præcis to uger i træk registreret under 100 nye smittetilfælde om dagen. Det er ellers ikke set siden starten af marts, da epidemien gjorde sit indtog i Danmark.
Af de i alt 11.360 personer, som siden marts er testet positiv for corona, har 9.900 overstået infektionen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.