Tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) viser, at 65 pct. af afgjorte sager om erstatning efter coronasmitte er blevet anerkendt som arbejdsskade. Der er (pr. 13.juni) afgjort 9.643 ud af 15.139 anmeldte sager om covid-19 - langt de fleste som erhvervssygdom - og 6.278 er anerkendt som en arbejdsskade, oplyser AES til Ret&Råd Advokater.
- Kort tid efter at covid-19 for alvor ramte Danmark i foråret 2020, blev der sat spørgsmålstegn ved, om smitten kunne anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. Der var bl.a. tvivl om, hvordan den ansatte kunne bevise, at vedkommende var smittet på sit arbejde. Tallene her viser, at tvivlen ikke var berettiget, siger erstatningsadvokat Brian Bruun Hansen.
Arbejdsskademyndighederne vurderer de enkelte sager konkret ud fra beviser på, at vedkommende havde et arbejde, hvor man var udsat for smitterisiko. Det gælder især for sundhedspersonale.
Anbefaler fortsat anmeldelser
Ret&Råd Advokater anbefaler fortsat at foretage anmeldelse, hvis der er mistanke om, at der er sket smitte på arbejdet.
- Der er endnu ikke sikker viden om, hvordan sygdommen udvikler sig over længere tid, men der er viden om, at mange oplever senfølger. Derfor er det vigtigt at anmelde ulykken eller sygdommen, så der kan opnås godtgørelse og erstatning, hvis der viser sig varige følger, påpeger Brian Bruun Hansen.
Lidt over halvdelen af de anmeldte sager, 7.934, stammer fra sundhedsvæsenet. Herefter følger undervisningsbranchen med 2.243, den offentlige forvaltning med 1.487 og fremstillingsvirksomheder med 782.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.