
Efter uger med folkefester til Tour de France, musikfestivaler og feriestemning i sommerlandet er smitten med coronavirus stigende i Danmark.
Tirsdag var 2953 personer blevet bekræftet smittet det seneste døgn ifølge Statens Serum Institut. Tendensen har været stigende smittetal de seneste uger. Men det giver fortsat ikke grund til bekymring, vurderer Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet.
- Hvis vi ser på det samlede billede, som jo udgøres af en lang række forskellige parametre, så vil jeg sige, at vi har en mild epidemi i Danmark. Vi kan godt slappe af og nyde sommeren, siger Allan Randrup Thomsen.
Lave indlæggelsestal
Han henviser til, at tal for indlæggelser fortsat er lave. Tirsdag steg antallet af indlagte med covid-19 med seks. Dermed var det samlede antal patienter 388.
Heraf var 17 indlagt på intensiv - en stigning på tre fra mandag til tirsdag.
- Når det gælder indlæggelser, så er der ikke nogen stigning af væsentlig grad. Så der er ikke meget, der tyder på, at alvoren af de infektioner, vi ser, er sådan, at folk skal på hospitalet, siger han.
Smittetallet afspejler også, at testkapaciteten generelt er skruet væsentligt ned. Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, bør man kun blive testet, hvis man for eksempelvis er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb med covid-19.
Lav testning giver mørketal
Det betyder, at der samtidig er et stort mørketal for, hvor udbredt smitten reelt er.
- Det vigtigste er at holde fokus på de mest sårbare, blandt andre plejehjemsbeboere, siger Allan Randrup Thomsen.
Ifølge en ugentlig opgørelse fra Statens Serum Institut, der udkom tirsdag, var der bekræftede smittetilfælde på 61 plejehjem i uge 27. Der er sket en stigning over de seneste uger fra 32 plejehjem i uge 24, 44 plejehjem i uge 25 og 55 plejehjem i uge 26.
Senest var der 112 smittede beboere i alt i uge 27, hvor 12 plejehjemsbeboere døde med covid-19 ifølge Statens Serum Institut. Men det hører med til billedet, at antallet af testede er steget i samme periode, påpeger Allan Randrup Thomsen.
Fokus på ældre og plejehjem
Smitteudviklingen følges nøje i de ældres interesseorganisation Ældre Sagen.
- Vi holder selvfølgelig øje med smittetallene. Men lige nu mener vi ikke, at der er grund til alvorlig bekymring, siger seniorkonsulent Anna Wilroth.
Hun peger på, at der er større fokus på hygiejnen på plejehjemmene end de første år med corona, ligesom personalet testes mere systematisk. Der er også større viden om, hvordan alvorlige forløb kan forhindres. I det hele taget står plejehjemmene et helt andet sted, end de gjorde tidligere, siger Anna Wilroth.
Ifølge Sundhedsstyrelsens plan skal plejehjemsbeboere vaccineres med fjerde stik fra midten af september. Den plan har Ældre Sagen tillid til.
- Vi ser i øjeblikket ingen grund til at fremrykke vaccinationerne. De holder kun et vist antal måneder. Og hvis plejehjemsbeboere vaccineres nu, så er der risiko for, at effekten er aftaget, når efteråret og vinteren kommer, siger Anna Wilroth.
Sundhedsstyrelsen skriver i en mail til Ritzau, at udviklingen på nuværende tidspunkt ikke giver anledning til yderligere tiltag.
FAKTA Hvornår bør man blive testet:
* Hverken status som nær kontakt til en smittet eller symptomer på covid-19 betyder nødvendigvis, at man skal lade sig teste for sygdommen ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
* Anbefalingen lyder, at man skal lade sig teste, hvis man har symptomer på covid-19 og er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb.
* Det kan eksempelvis være, hvis man er 65 år eller ældre, er gravid, har en kronisk sygdom, nedsat immunforsvar eller er svært overvægtig.
* Hvis man er i øget risiko og tester positiv, kan man være i målgruppen for tidlig behandling af covid-19.
* Hvis man ikke er i særlig risiko for et alvorligt forløb og får symptomer på covid-19, skal man blive hjemme, til man er rask.
Kilde: Sundhedsstyrelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.