SYDDANMARK / SJÆLLAND: Sygehusene i Region Syddanmark er i varierende grad begyndt at udskyde planlagte behandlinger for at kunne prioritere de patienter, hvis behandling ikke kan vente.
Det sker, fordi kapaciteten på regionens sygehuse er presset på grund af coronavirus, ubesatte stillinger og følgerne af sygeplejestrejken, oplyser regionen.
- Det er en lang række af faktorer, der samlet set betyder, at vi i den kommende tid er nødt til at prioritere de patienter, der ikke kan vente. Det går desværre ud over de patienter, der har tider til planlagte behandlinger og udredning, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark.
- Men vi er nødt til at trække i håndbremsen for at sikre, at vi har det nødvendige personale og ressourcer til de akutte og mest behandlingskrævende patienter som for eksempel kræftpatienterne.
De patienter, hvis behandling bliver udskudt, som ikke kan få en ny tid inden for 30 dage, har ret til at blive udredt eller behandlet på et privathospital.
Det understreges, at privathospitalerne også er pressede af øget patienttilgang.
Man får et brev fra sygehuset, hvis ens behandling bliver udskudt.
Sjælland aktiverer beredskab
Region Sjælland oplyser desuden, at regionen aktiverer beredskab.
Det sker også på grund af en stor stigning i coronapatienter og et generelt højt antal af patienter på akutafdelinger og medicinske afdelinger.
Aktiveringen af beredskabet betyder, at behandlinger og operationer, der ikke er akutte, kan blive udskudt.
- Vi går i beredskab for at være på forkant. Vi skal hele tiden sikre, at vi kan tage os af akutte patienter og patienter med livstruende sygdomme som for eksempel kræft.
- Vi skal have senge og hænder til at tage os af den gruppe patienter. Med det pres vi oplever på sygehusene, så er aktivering af beredskab den måde, vi sikrer en god behandling af de mest syge patienter, siger Jesper Gyllenborg, der er koncerndirektør i Region Sjælland.
Fredag er der 378 indlagt med coronavirus på alle landets hospitaler. Det er 16 flere end torsdag.
48 af de indlagte er på en intensivafdeling, og 24 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.