De bebudede lukninger af en række butikker og forretninger fra onsdag kl. 10 som det seneste tiltag mod spredningen af coronasmitte vil komme til at gøre ondt, mener danske erhvervsorganisationer, som dog bakker beslutningen op.
Dansk Industris direktør Lars Sandahl Sørensen beder politikerne om at tage hånd om, at de butikker og forretninger, der skal lukke - herunder frisører, natklubber og fitnesscentre - ikke ender med at gå konkurs.
- Jeg er sikker på, at de her virksomheder forstår alvoren. Men det er bare rigtig mange menneskers livsgrundlag, der bliver hevet væk under fødderne på dem, siger Lars Sandahl Sørensen.
- Det er erhvervsdrivende og forretninger, som vi alle sammen har glæde af, og som vi alle ønsker skal genopstå. Vi har en forpligtelse til at hjælpe dem igennem ved at dække deres lønninger og dække deres udgifter på et niveau, så de kan komme gennem den her krise og genopstå.
Nok varer
Også Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen føler med mange af de små og mellemstore virksomheder.
- En lang række virksomheder, som allerede var i knæ, står til at blive slået helt ned under gulvbrædderne. Det her gør ondt, det kan jeg lige så godt sige, siger han i en kommemntar.
For de store dagligvarekoncerner er situationen modsat. Salling Group (Føtex, Bilka, Netto) mangler hænder, især i Netto-butikkerne, fortalte koncernchef Per Bank på et pressemøde med fødevareminister Mogens Jensen (S) tirsdag. Han håber på at fyringstruede fra andre brancher vil tage midlertidige ansættelser for at afhjælpe situationen.
Også Dagrofa (Meny, Spar), og Coop (brugserne, Kvickly, Irma, Fakta) nævnte mangel på personale som udfordring. Alle forsikrer, at der til gengæld ikke er problemer med at skaffe varer nok på hylderne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.