En overlæge på den afdeling, der stod for mangelfulde brystkræftundersøgelser af kvinder på Ringsted Sygehus, stod efterfølgende selv for en vurdering af, at tre kvinders kræft først var opstået efterfølgende, skriver Jyllands-Posten. Til Styrelsen for Patientsikkerhed skrev sygehuset imidlertid, at overlægen 'ikke var ansat i perioden, hvor der blev konstateret mangelfulde brystundersøgelser'.
Men overlægen var ansat i den perioden. Der var bare faldet to ord ud af sætningen.
Der skulle have stået, at overlægen ikke var ansat 'som specialeansvarlig', men de manglende ord har givet Styrelsen for Patientsikkerhed et forkert billede af, at det var helt friske og uvildige øjne, som har set på de oprindelige røntgenbilleder. Enhedschef Anette Lykke Petri kalder den urigtige oplysning uacceptabel.
- Blandt andet af samme årsag og af hensyn til kvinderne har vi bedt om at få sagerne udleveret, så vi kan få foretaget en uvildig gennemgang af de nye brystkræfttilfælde, der konstateres, siger hun til Jyllands-Posten.
I sagen gav Ringsted Sygehus gennem fire år kvinder med mistanke om brystkræft en mangelfuld undersøgelse, hvor kvindernes bryster alene blev undersøgt med røntgen, og ikke – som de nationale kliniske retningslinjer foreskriver – også palpation og ultralydsundersøgelse.
Sygehuset indkaldte i fjor 735 af kvinderne til en ny og fuldstændig undersøgelse. Foreløbig har ni i den forbindelse fået konstateret kræft. Det er en gennemgang af disse tre sager, der har udløst kravet fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at få udleveret sagerne, så styrelsen selv kan gennemgå dem.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.