
Bavarian Nordics coronavaccine giver vedvarende beskyttelse flere måneder efter vaccination og på tværs af forskellige varianter. Det viser en analyse foretaget seks måneder efter et fase 2-forsøg, skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse mandag.
- Det er særdeles opmuntrende, at de stærke booster-responser, vi har rapporteret for ABNCoV2 (coronavaccinen, red.) mod alle varianter af bekymring, efter seks måneder forbliver på niveauer, der er forbundet med en høj grad af effektivitet, siger topchef Paul Chaplin i meddelelsen.
- Disse seneste data understøtter yderligere rationalet for ABNCoV2 som en universel boostervaccine, der fremkalder stærke og holdbare immunresponser mod alle varianter af bekymring, inklusive omikron, uden behov for tilpasning af vaccinen.
I fase 2-forsøget indgik en gruppe på 41 personer, som er blevet fulgt i seks måneder efter vaccinationen. Niveauet af antistoffer hos denne gruppe, der beskytter mod blandt andet omikron-varianten, er på et niveau, "der er associeret med mere end 90 procents effektivitet", skriver Bavarian i meddelelsen.
Fase 3-forsøg i gang
Det danske medicinalselskab er i øjeblikket i gang med at gennemføre et fase 3-forsøg med vaccinen.
Der har været en formodning om, at den teknologi, som Bavarian har brugt til at udvikle vaccinen, kan være med til at give vaccinen en længere holdbarhed. Det siger Søren Løntoft, der er senioranalytiker hos Sydbank, og som følger Bavarian tæt.
- Og det er resultaterne jo med til at bekræfte, fastslår han.
De store konkurrenter på markedet for coronavacciner - eksempelvis Pfizer og Moderna - bruger en anden teknologi, den såkaldte mRNA-teknologi.
- Med deres vacciner falder beskyttelsen drastisk efter seks måneder, så det er positivt, at man hos Bavarian kan se en høj effektivitet på længere sigt. Men de her mRNA-vacciner har fået en meget signifikant plads på markedet for coronavacciner, så er der overhovedet plads til flere? Ja, hvis de nye har nogle karakteristika, som er attraktive, og det ser den danske vaccine ud til at have.
- Et andet konkurrenceparameter for vaccinerne er beskyttelse på tværs af varianter, og det viser Bavarians coronavaccine også tegn på, lyder det.
Nyheden ser ud til at blive taget godt imod af investorerne. Bavarian-aktien stiger nemlig med knap fem procent en time efter børsåbning.
Danmark har forkøbsret
Danmark har støttet fase 3-testen af sin Bavarian Nordics coronavaccine, ABNCoV2, med 800 mio. kr. Med den støtte har Danmark har garanteret sig forkøbsret, hvis vaccinen viser sig at være effektiv som boostervaccine, har Medwatch tidligere berettet på baggrund af en aktindsigt i aftalen mellem Sundhedsministeriet og Bavarian Nordic.
"Bavarian garanterer, at en sådan fortrinsret ikke er og ikke vil være i strid med nogen kontraktlige aftaler med nogle eksisterende og fremtidige kontraktlige partnere, der forsynes med vaccinen og lægemiddelstoffet fra produktionssteder beliggende i EU og at Bavarian og dets tilknyttede virksomheder ikke er og ikke vil være underlagt nogle forpligtelser, kontraktmæssige eller på anden måde, der ville hindre eller hæmme den fuldstændige opfyldelse af fortrinsretten", lyder det i aftalen.
Data fra fase 3-forsøg ventes offentliggjort i slutningen af året.
amp / ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.