
KØBENHAVN: De allermindste patienter er født fire måneder for tidligt og vejer ned til 500 gram - andre er født til tiden. Men fælles for dem alle er, at de er svært syge og sårbare. Når disse børn skal overflyttes fra et hospital til et andet, sætter det nogle helt særlige krav til sikkerheden, udstyret og personalets kompetencer. Babylancen sætter nye standarder for transport for nyfødte, og nu kan forældrene køre med.
- Nyfødte - og særligt for tidligt fødte, er små mennesker, der har behov for vores allerstørste ydmyghed og beskyttelse, særligt når vi er tvunget til at transportere dem, så de kan få den bedste hjælp. Region Hovedstaden kan nu tilbyde et køretøj, hvor hele familien kan være samlet under kørslen, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i meddelelsen fra regionen.
Den nye Babylance indeholder den nyeste teknologi og viden inden for området og sikrer en endnu højere kvalitet i behandlingen af barnet undervejs til Rigshospitalet, hvor børnene kan få specialiseret behandling. Køretøjet er indrettet med to rum. Et familierum med fire sæder, hvor familien kan sidde og se deres barn gennem en rude samt på en fladskærm med opkobling til et live-feed-kamera under hele transporten. Derudover et behandlerrum, hvor barnet ligger i kuvøsen, og der er plads til fagpersoner og specialister rundt om barnet.
Forberedt undervejs
Udover sikkerheden for børnene, sikrer Babylancen også personalet en mere behagelig køretur med mindre støj og bedre arbejdsvilkår, som betyder, at de kan være forberedte, når de kommer frem til det hospital, hvor barnet skal hentes. Som noget nyt giver Babylancen også bedre uddannelsesmuligheder for nyt personale, som kan komme med på observatørvagt for at lære arbejdsgangene.
- Det højt specialiserede køretøj skal sikre, at barnets tilstand forbliver stabil. Desuden indeholder køretøjet en computer og elektronisk adgang til barnets journal. Det betyder, at teamet kan bruge transporttiden ud til barnet på at forberede sig bedst muligt, siger enhedschef i Akutberedskabet Peter Berlac.
Region Hovedstadens nye Babylance er et samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab og Neonatalklinikken i Juliane Marie Centret på Rigshospitalet. Projektet er finansieret af Region Hovedstaden og Region Hovedstadens Akutberedskab.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.