KØBENHAVN: Det socialpsykiatriske bocenter Sundbygård i København skal være bedre til at forebygge risikoen for vold. I et konkret tilfælde var to vikarer ikke rustet godt nok til arbejdet, og det var ikke sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Sådan lyder ifølge Avisen.dk konklusionen fra Arbejdstilsynet, der har udstedt et såkaldt strakspåbud til det socialpsykiatriske bocenter. Arbejdstilsynet besøgte Sundbygård 1. juni - et døgns tid efter at en beboer fra Sundbygård havde angrebet en vikar med en kniv.
Strakspåbuddet går på at forebygge risikoen for vold i forbindelse med den pågældende beboer. Sundbygård skal desuden sikre, at arbejdet generelt tilrettelægges sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt ud forsvarligt.
'Virksomheden skal desuden sikre, at de ansatte får oplæring og instruktion i at udføre arbejdet, så risikoen for at ansatte udsættes for vold forebygges', lyder det blandt andet i strakspåbuddet.
Knivoverfaldet fandt sted natten til den 31. maj, hvor en beboer med en kokkekniv gik direkte til angreb mod en af de to vikarer, der havde fået til opgave at holde øje med beboeren. Vikaren afværgede dog knivstikket.
Risiko burde være forudset
Arbejdstilsynet lægger i rapporten vægt på, at Sundbygård skulle have forudset en risiko for vold mod de ansatte. Vikarerne burde have været instrueret i, at de havde at gøre med en potentiel farlig beboer, hvis tilstand var forværret i maj, og som tidligere har smadret en rude og startet en ildpåsættelse.
Socialborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S), er uenig. Netop fordi beboeren gennem 12 år aldrig havde været voldelig eller truende over for personer, kunne institutionen ikke forudse, at vedkommende ville blive aggressiv.
- Det personale, der var på vagt den nat, var netop to fagligt uddannede personer, fordi vi var opmærksomme på, at borgeren havde det skidt og skulle have faglig støtte. Her er der tale om en person, der aldrig tidligere har været voldelig, så jeg synes faktisk, at bostedet har gjort, hvad man skulle i denne situation, skriver Jesper Christensen i en mail til Avisen.dk.
Socialborgmesteren lægger i stedet ansvaret over på regionerne, fordi beboeren selv havde henvendt sig til Psykiatrisk Center Amager med henblik på indlæggelse, men blev afvist.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.