
Honorarstrukturrådets forslag til en helt ny honorarmodel lægger op til et forenklet og styrket samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet om at levere almen lægehjælp til befolkningen. Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Forslagene er præsenteret i rådets rapport "Forenkling og faglighed med fokus på patienten."
Samtidig skal den nye model få de praktiserende læger til at gøre mere for de patienter, som er mest syge.
Forslagene fra rådet vil nu blive analyseret og drøftet nærmere af Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RTLN) og PLO frem mod forhandlingerne mellem de to parter om den næste fornyelse af aftalen om almen praksis.
Mere enkelthed og fokus på samarbejde
De to centrale forslag handler om at der dels skal være langt færre ydelseskoder og typer af honorarer i de praktiserende lægers overenskomst.
Derudover skal honoreringen af lægerne i højere grad støtte op om samarbejdet mellem dem, sygehusene og kommunerne og om indsatsen for de patienter, som har de største behov. Det gælder for eksempel ældre, kronisk syge og mennesker med psykiske lidelser.
Formand for Honorarstrukturrådet, Leif Vestergaard Petersen, lægger ikke skjul på, at forenklingen af den nuværende honorarstruktur har været et mål i sig selv.
- Lige nu er vi på et helt forkert spor, hvor der hele tiden kommer nye koder og honorartyper til, uden at det har skabt klarhed over opgaverne i almen praksis. Det er tværtimod kimen til mange af problemerne og frustrationerne hos de praktiserende læger, siger han.
- Vi har lagt særligt vægt på, at vores forslag skal støtte de praktiserende læger i altid at sætte patienten i centrum og i at varetage den vigtige opgave, de har i vores sundhedsvæsen, uddyber Leif Vestergaard Petersen.
Bliver taget godt imod
Både hos RLTN og PLO tager man godt imod Honorarstrukturrådets forslag. Formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), Heino Knudsen (S), udtaler:
- Honorarerne skal være bygget op på en måde, så de støtter lægernes arbejde. Men desværre må vi erkende, at vi er røget den modsatte vej og er endt med et alt for stort og kompliceret honorarstystem. Derfor er vi glade for, at Honorarstrukturrådet lægger op til et langt mere enkelt honorarsystem.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, udtaler:
- Sigtelinjerne i en kommende ændring af honorarstrukturen bør være, at vi skal have et meget enklere system, som både de praktiserende læger og regionerne har lettere ved at finde rundt i, og som understøtter, at vi får flere læger ud de steder i landet, hvor lægedækningen i dag halter.
- Vores honorarsystem skal tilskynde til, at de praktiserende læger gør mere for de patienter, som er mest syge. Samtidig skal det understøtte et endnu tættere samarbejde mellem almen praksis, sygehusene og kommunerne, siger han.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.