Udover trusler og vold i arbejdstiden er ansatte på retspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital også bange for deres ve og vel, når de holder fri. Der er endda et eksempel på, at en medarbejder overvejer at skifte navn af frygt for patienter. Det viser dokumenter fra Arbejdstilsynet, som TV2 Østjylland har indsigt i.
Frygten er så stor, at de ansatte end ikke tør politianmelde deres oplevelser på arbejdspladsen, af frygt for hvad det har af konsekvenser senere hen.
- Det er rigtig synd for de medarbejdere, der føler sig utrygge, men som det er nu, kan vi ikke gøre noget, der forhindrer, at deres navn står i journalen, hvis patienter søger aktindsigt, siger chefsygeplejerske på afdelingen, Mette Daae Krøyer, til kanalen.
Påbud fra Arbejdstilsynet
TV2 Østjylland har fået aktindsigt i et påbud fra Arbejdstilsynet og det dertilhørende svar fra medarbejdere og ledelse på afdelingen. Dele af påbuddet er sløret af hensyn til efterforskning og private forhold.
I papirerne fremgår det, at afdelingen hen over årene har set en stigning i antallet af patienter, som ledelse og medarbejdere vurderer, ikke hører til i psykiatrien. Det er samtidig en gruppe, som skaber massive problemer.
- Det er ikke os, der beslutter, hvem der skal ind på vores afsnit – det gør retten. Nogle gange kommer der patienter herud, som vi hurtigt finder ud af, ikke hører til hos os, hvorefter de returnerer til arresten igen, siger Mette Daae Krøyer.
Flere medarbejdere har, ifølge dokumenterne, også oplevet at blive opsøgt på sociale medier, og at truslerne er så reelle, at en ansat sågar overvejer at købe et nyt efternavn, som udelukkende vil blive brugt i arbejdssammenhæng for at mindske risikoen for at blive opsøgt privat.
Mulig sløring af navne
Udover de fysiske konsekvenser, volden kan have, står der i papirerne, at de ansatte har øget risiko for at udvikle sygdomme som angst, depression og i nogle tilfælde PTSD.
Mette Daae Krøyer forklarer, at man i Danske Regioner er i gang med et arbejde, der skal muliggøre en form for sløring af medarbejderes navne i patientjournaler.
I påbuddet fra Arbejdstilsynet står der, at afdelingen blandt andet skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold i arbejdet og vold uden for arbejdstid, som er relateret til arbejdet, er effektivt forebygget. Chefsygeplejersken på afdelingen oplyser, at det vil tage tid.
- Vi er glade for, at vi har fået den tidsfrist, for der findes ikke noget quick-fix, siger Mette Daae Krøyer til TV2 Østjylland.
Påbuddet skal være imødekommet senest 1. maj 2023.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.