dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Analysefirma mister troværdighed

Psykiatrifonden trækker problematisk forældre-undersøgelse fra analysefirmaet Corcom tilbage, og BUPL lægger nu også afstand til firmaet

Det vakte opsigt i weekenden, da en undersøgelse fra Psykiatrifonden slog fast, at hver anden danske forælder ikke laver daglige aktiviteter med sine børn. Men undersøgelsen, der skulle omfatte 1400 personer, viser sig nu at være så mangelfuld, at Psykiatrifonden trækker den tilbage, oplyser TV2 Nyhederne.

Psykiatrifonden brugte undersøgelsen, som er lavet af analysefirmaet Corcom, som afsæt til en stor kampagne rettet mod danske forældre. Politiken bragte historien om forældrenes manglende engagement. Derefter tog Berlingske, BT, TV2.dk og TV2 NEWS historien op.

Men siden undersøgelsen blev offentliggjort lørdag, har TV2 Nyhederne undersøgt firmaet Corcom og fundet nogle uregelmæssigheder. Direktør for Corcom Søren Jørstian siger blandt andet, at de telefoninterviewere, han har haft til at lave undersøgelsen, har foretaget opkald hjemmefra. Det skal være foregået i december og januar.

Men ifølge TV2 har direktøren afvist at fremlægge ansættelseskontrakter eller lønsedler på de ansatte. Han skriver blandt andet på firmaets hjemmeside, at firmaet har syv medarbejdere, men han ønsker ikke at oplyse nogle navne på dem.

Efterfølgende har han forklaret, at han i øjeblikket ingen ansatte har, og det bekræfter Erhvervsstyrelsen over for TV2.

Også BUPL lægger afstand
Psykiatrifonden har de seneste to dage undersøgt sagen og bedt analysefirmaet om at fremlægge dokumentation for, at undersøgelsen er lavet. Fonden har ikke været tilfreds med dokumentationen fra Corcom og har derfor trukket undersøgelsen tilbage. Corcom har leveret minimum fire undersøgelser til Psykiatrifonden.

Corcom har siden sin start i 2001 leveret en række analyser og undersøgelser for eksempelvis BUPL, Diabetesforeningen og en lang række af kommuner og regioner.

For BUPL's vedkommende har firmaet leveret to undersøgelser, begge tilbage fra 2010. En af dem var en rundspørge til 5000 borgere om deres syn på pædagoger. Linket til den undersøgelse vil nu i lyset af sagen fra Psykiatrifonden blive fjernet fra BUPL's hjemmeside, oplyser organisationen til Ritzau.

På dknyt har vi også tidligere viderebragt historier på baggrund af Corcom-undersøgelser og nu tilføjet links til denne historie ved de pågældende artikler.
Det gælder undersøgelser om lukkedage, SFO-takster samt kommuners image.

Ritzau / ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/analysefirma-mister-trovaerdighed

GDPR