AALBORG / NORDJYLLAND: Ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg Kommune har siden 2012 arbejdet på at samle udskrivelser fra Region Nordjyllands sygehuse ét sted. Udskrivningsenheden skal koordinere og dermed gøre overgangen fra sygehus til eget hjem eller kommunalt tilbud nemmere. Og det har været så stor en succes, at initiativet nu udbredes til udskrivelser af kommunens borgere fra alle danske sygehuse, oplyser kommunen.
- Vores ambition har været at skabe én hovedindgang fra sygehus til ældre- og handicapforvaltningens tilbud eller eget hjem. En slags skiftespor mellem region og kommune, der skal sikre, at man skifter så gnidningsfrit som muligt mellem de to systemer. Og det projekt er blevet så vellykket, at vi nu breder det ud til udskrivelser af vores borgere fra alle landets sygehuse, fortæller rådmand Thomas Krarup (K) om ældre- og handicapforvaltningens nye initiativ, som træder i kraft den 1. maj 2016.
Kommunens udskrivningsenhed skal dermed varetage alle udskrivelser af borgere fra sygehus til ældre- og handicapforvaltningen. Når borgeren udskrives, skal udskrivningsenheden bevilge ydelser, indtil en selvhjælpskoordinator eller visitator kan aflægge besøg hos borgeren. Ydelserne omfatter blandt andet hjemmepleje, sygepleje, hjælpemidler, træning og mad.
- Vi oplever, at mange af vores borgere i dag er dårligere ved udskrivelsen end tidligere. Og vi ved, at jo hurtigere vi kan sætte ind med rehabilitering, desto bedre vil det lykkes at rehabilitere. Derfor er det utrolig vigtigt, at borgeren får den nødvendige hjælp med det samme, siger Thomas Krarup.
Udskrivelser af borgere fra Region Nordjyllands sygehuse er hidtil blevet varetaget af kontaktcenteret, udskrivningsenheden, vagtcentralen og sygeplejen, som har hver sine opgaver, men er forbundne og har overlap i opgaverne.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.