Ni forskellige sundhedsindsatser bliver over de kommende fire år tilgodeset med i alt 92 mio. kr. fra en pulje, som regeringens og Dansk Folkeparti afsatte i forbindelse med finansloven. Parterne er nu blevet enige om udmøntningen, der blandt andet adresserer patientgrupper der kun sjældent tager overskrifterne.
Puljepengene går til disse indsatser:
- 32,3 mio. kr. til epilepsiområdet til gennemførelse af anbefalinger og projekter i en status fra Sundhedsstyrelsen. Blandt andet er der i alt 17 mio. kr. til Epilepsihospitalet Filadelfia til dels at styrke indsatsen for hospitalets patienter, dels til at udbrede viden om epilepsi.
- 23,5 mio. kr. til Parkinson- området, hvor Parkinsonforeningen med de nye penge kan fortsætte sit rehabiliteringstilbud på det det aktuelle aktivitetsniveau, når foreningens nuværende satspuljebevilling ophører med udgangen af 2020.
- 10 mio. kr. til Center for overvægt, som forventes etableret i Aarhus, og som skal samle viden og erfaring om overvægt og skabe overblik over tilbud og muligheder for forebyggelse og behandling. Målgruppen er svært overvægtige børn, unge og voksne med høj risiko for følgesygdomme, fx hjertekarsygdomme eller type 2 diabetes.
- 8 mio. kr. til Medicinrådet til brede behandlingsvejledninger så de gøres ensartede over hele landet, samt til kortere sagsbehandlingstid af blandt andet medicin til livstruede patienter.
- 4,5 mio. kr. til Hospitalsklovne i psykiatrien til videreførelse af den aktuelle satspuljebevilling, der udløber med udgangen af 2019.
- 4,5 mio. kr. til SMILfonden til dels en oplysningskampagne, dels til sommerlejre og løbende events som fester og udflugter for børn med alvorlige og kroniske sygdomme og deres familier.
- 4 mio. kr. til Lægemiddelstyrelsen til nedbringelse af styrelsens sagsbehandlingstid for udleveringstilladelser.
- 3,2 mio. kr. til Naloxon førstehjælp til Antidote Danmarks kurser i førstehjælp og brug af naloxon (førstehjælp til overdosis) samt udlevering af naloxon-kit til en bredere kreds end den, der vil være omfattet af den kommende kommunale naloxon-ordning.
- 2 mio. kr. til InformationsCenter for Alternativ Kræftbehandling (ICAK), der er en selvejende institution, som indtil 2019 blev støttet af Region Midtjylland, og som tilbyder information og rådgivning til borgere i Region Midtjylland og kræftramte og pårørende fra hele landet.
Pengene fordeles i alle tilfælde over fire år, undtagen beløbet til hospitalsklovne, der først gælder fra næste år, fordi 2019 i forvejen er dækket ind.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.