821 personer er konstateret smittet med coronavirus fra lørdag til søndag, viser søndagens tal fra Statens Serum Institut (SSI). Tallet har ligget under 1.000 den seneste uge. Lørdag den 30. juli var der senest over 1.000 nye smittede på én dag, hvor tallet lå på 1.085.
Ifølge Thorkild Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi på Københavns Universitet, skal vi ikke være bekymrede for epidemien. Men vi skal være opmærksomme.
- Epidemien ser stabil ud, tallene ligger jo nogenlunde på samme niveau, som de har gjort i et stykke tid, siger han.
De smittede er fundet blandt 64.434 PCR-prøver. Det er dem, hvor man bliver podet i halsen. Derved er andelen af positive prøver – også kaldet positivprocenten – 1,27 pct. Fra lørdag til søndag er der også foretaget 99.003 lyntest eller antigentest, hvor man poder i næsen. Svarene herfra fremgår ikke af SSI's opgørelse, da der er stor usikkerhed forbundet med testresultaterne.
Antallet af indlagte stiger med 13 til 80, men det skal dog tages med, at der typisk ikke udskrives patienter i weekenden. Derfor kan antallet i weekenden være lidt højere end på hverdage. Og Thorkild Sørensen forklarer, at der slet ikke er fare for, at kapaciteten på sygehusene overskrides.
- Der er ingen grund til bekymring - især ikke i forhold til kapaciteten på sygehusene, siger han.
13 af de indlagte er på intensivafdelingen, hvilket er en stigning på en person siden lørdag. 11 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret, hvilket ligeledes er en mere end lørdag.
Der er ikke registreret nye dødsfald
Fra lørag til søndag er har 7.756 personer påbegyndt vaccination, og 26.969 er blevet færdigvaccineret. Dermed har 4.283.351 personer påbegyndt vaccination, og 3.448.437 af dem personer er færdigvaccinerede. Det betyder, at 73,2 pct. af befolkningen har påbegyndt vaccination. og 58,9 pct. er færdigvaccineret.
Thorkild Sørensen har en klar opfordring til de unge om at lade sig vaccinere.
- Det, vi ser med denne stigning, er et yderligere indicium på, at nu handler det virkelig om at få vaccineret de unge, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.