
På landsplan viser dagens overblik fra Statens Serum Institut, at 33 nye personer er registreret smittet det seneste døgn.
Antallet af indlagte er steget med to til 60 personer, mens der er en mindre på intensiv, nemlig ni, og uændret fire i respirator. Der er endnu engang ikke registreret nogen døde med coronavirus det seneste døgn.
52 kommuner har nu været uden nye smittede i en uge.
17 ansatte og 12 beboere på plejehjem
Derimod betyder udbruddet af corona i ældreplejen og på to skoler i Hjørring, at kommunen på kort tid er blevet det sted i Danmark, hvor der er flest smittede pr. 100.000 indbyggere.
Tirsdag blev yderligere fire ansatte på plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal bekræftet smittet, så der nu i alt er 17 ansatte og 12 beboere smittet. Desuden er to borgere i hjemmeplejen og to ansatte hos en af kommunens private leverandører testet positive. Også tre skoleklasser på to skoler blev i sidste uge sendt hjem, fordi tre elever er smittet.
Dermed er kommunen på kort tid gået fra at være coronafri til at skille sig ud på danmarkskortet over smittede den seneste uge.
Det går op og ned
Udviklingen viser, at smitten stadig er til stede, og at den hurtigt kan bryde ud, siger Torben Morgensen, der er formand for Lungeforeningen og speciallæge i anæstesi.
- Vi er i et vadested, hvor det går lidt op og lidt ned. Og vi skal for alt i verden undgå, at tallene stiger drastisk. Derfor er det vigtigt, at vi overvåger smittespredningen, og at vi alle fortsat holder afstand og god håndhygiejne, siger han til Ritzau.
Han siger, at det nye antal smittede er 'ikke ubetydeligt', men dog heller ikke grund til at slå alarm.
- Det er små tal, men man skal lægge mærke til dem. For vi tester ikke alle hele tiden, så antallet af nyindlagte giver et billede af, hvor mange der smittes i befolkningen, siger han.
Tiltag i Hjørring
Smittespredningen får nu Hjørring Kommune til at sætte en række tiltag i værk i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Først og fremmest opfordres selvfølgelig til, at alle med selv de mindste symptomer kontakter læge og bliver hjemme. Desuden
På sundheds, ældre- og handicapområdet:
- Testning af alle borgere på plejehjem
- Arbejder på at alle borgere i hjemmeplejen tilbydes tests. Dette sker i samarbejde med Region Nordjylland og Testcenter Danmark.
- Nedlukning af alle ikke-kritiske besøg på alle institutioner, indtil der er overblik over udbruddets omfang.
- Opfordring til, at alt frontpersonale på området lader sig teste.
- Nedlukning af alle aktivitetstilbud på ældreområdet.
- Nedlukning af holdtræning i forbindelse med genoptræning.
- Meddelelse til personale på ældre- og handicapområdet om, at fysiske møder begrænses mest muligt.
- Meddelelse til tværgående funktioner på ældreområdet, at fysisk kontakt begrænses mest muligt.
På børne-, fritids- og uddannelsesområdet:
- Hjemsendelse af alle børn i de klasser, hvor der er smittede
- Testning af alt personale på de to skoler
- Udsendelse af informationer på både skole- og klasseniveau
- Hvis der konstateres smitte på en skole, overgår hele klassen til fjernundervisning indtil sommerferien.
- Hvis der konstateres smitte i en daginstitution, håndteres dette efter sundhedsstyrelsens retningslinjer (stuen testes og sendes hjem i mindst syv dage).
- Nære kontakter blandt medarbejderne håndteres efter anvisninger fra sundhedsmyndighederne, og øvrige medarbejdere på institutionen opfordres til at lade sig teste.
Generelt i resten af Hjørring Kommunes organisation:
- De borgervendte funktioner i borgerservice og jobcentret fortsætter uændret.
- Der skal indtil videre i perioden frem til sommerferien tilrettelægges med mest muligt arbejde hjemmefra.
- Fysisk mødeaktivitet skal begrænses mest muligt.
- Fortsat fokus på de generelle retningslinjer og mindst mulig fysisk kontakt på tværs af institutioner og områder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.