
Det er ikke uden grund, at særlige krav og anbefalinger er på vej for Aarhus Kommune.
Fra torsdag til fredag er antallet af smittede på landsplan steget med 136, hvilket endnu engang er ny rekord siden starten af maj. Af dem er de 68 fra Aarhus, fremgår det, når man sammenholder tallene fra i går og i dag.
I Silkeborg, hvor 14 blev testet positiv fra onsdag til torsdag, har antallet det seneste døgn kun været en. Her er sat ind med en mobil testenhed i et boligområde, hvor de fleste smittede bor, så de kommende dage vil vise, om testene herfra vil vise yderligere smitte.
I Ringsted, hvor et udbrud på slagteriet har givet massiv smittespredning, er kun to registreret som nysmittede fra torsdag til fredag.
I Ringsted Kommune er en enkelt medarbejder fra social- og sundhedsområdet testet positiv, efter at knap 1.000 ansatte blev opfordret til at lade sig teste. Vedkommende er nu gået i selvisolation, oplyser kommunen.
Nye tilfælde i 36 kommuner
I alt har 36 kommuner nye smittede fra torsdag til fredag, altså mere end hver tredje.
De fordeler sig med ti fra København, fem fra Odense samt tre fra Skanderborg, Aalborg, Frederiksberg og Gentofte. De øvrige kommuner har en eller to nye smittede.
Fredag er 25 indlagt, hvilket er en stigning på en person siden i går, mens der fortsat er to i respirator på intensiv afdeling. Der er ingen nye dødsfald.
Restriktioner i Aarhus
Som følge af det store smittetal i Aarhus har social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) indført midlertidige besøgsrestriktioner på en række sociale botilbud i kommunen, som har beboere eller medarbejdere i risikogruppen. Ligesom på kommunens plejecentre vil der normalt kun være adgang til udendørs besøg.
Der er fredag opdaget endnu en smittet bybuschauffør i Aarhus, så antallet af smittede chauffører nu er oppe på fem, skriver Fagbladet 3F.
Derudover meldes der i flere medier fredag eftermiddag om kommende krav om brug af mundbind i Aarhus, ligesom der opfordres til om muligt at undgå offentlig transport og igen at arbejde hjemme, når det er muligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.