DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Notat: Stor genåbning vil presse kapacitet på sygehuse

Flere elever tilbage i skole, genåbning af uddannelser og detailhandel vil føre til flere smittede og indlagte, vurderer Statens Serum Institut.
3. FEB 2021 10.39
TEMA: Corona

En stor genåbning af samfundet vil føre til flere smittede og indlagte, som hurtigt vil kunne presse kapaciteten på landets sygehuse. Det vurderer Statens Serum Institut i et notat.

Eksperterne hos Seruminstituttet har regnet på et scenarie, hvor man genåbner afgangsklasser i folkeskolen, gymnasier og videregående uddannelser, efter- og højskoler og butikker under 5.000 kvadratmeter. Det er kaldet "scenarie 2".

- Yderligere genåbning svarende til scenarie 2 vil medføre hurtigt stigende smittetal og indlæggelser, hvilket på kort tid vil overstige kapaciteten i det danske sundhedsvæsen, skriver instituttet.

40 daglige indlæggelser

En genåbning af det vil ifølge Statens Serum Institut kunne føre til, at antallet af daglige smittetilfælde stiger til over 4.000 i løbet af marts eller april. Det er beregnet ud fra 80.000 test om dagen. Samtidig kan antallet af indlæggelser stige til 250 om dagen.

Seruminstituttet understreger, at beregningerne er behæftet med usikkerhed.

Regeringen besluttede tidligere i denne uge, at elever fra 0. til 4. klasse kan vende tilbage til skolerne fra på mandag. Den genåbning vil - hvis man ikke åbner yderligere dele - føre til en stigning i antallet af smittetilfælde til 650 om dagen 1. april.

Antallet af indlæggelser vil ifølge beregningerne være 40 om dagen, hvilket er nogenlunde på niveau med det nuværende antal.

Ritzau