dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Putin giver whistlebloweren Snowden russisk statsborgerskab

26. SEP 2022 18.16
Edward Snowden, der i 2020 fik permanent opholdstilladelse i Rusland, har nu fået russisk statsborgerskab.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har underskrevet et dekret, der giver den amerikanske whistleblower Edward Snowden russisk statsborgerskab.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Snowden har siden 2020 haft permanent opholdstilladelse i Rusland.

Han søgte asyl i landet efter i 2013 at have lækket hemmelige dokumenter om USA's overvågning af internet og telefoner.

De amerikanske myndigheder betragter lækagen som offentliggørelse af fortrolige oplysninger og ønsker at retsforfølge Snowden.

Skulle Snowden en dag blive dømt for anklagerne, der er rejst mod ham, står han til at afsone 30 år i et amerikansk fængsel.

I 2013 flygtede han først til Hongkong, hvor han mødtes med den amerikanske journalist Glenn Greenwald og filmmageren Laura Poitras.

I flere måneder afslørede de løbende fortrolige oplysninger fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Senere flygtede han videre til Rusland, hvor han efter en måneds ophold i en lufthavn i Moskva fik midlertidig opholdstilladelse.

/ritzau/