Sundhedssektor i opbrud, med eller uden regioner

Sundhedssektoren kan godt belave sig på opbrud, herunder skal regionerne ikke føle sig alt for sikre. Det bestik må man tage, efter at striben af sommergruppemøder med tilhørende pressemøder er kørt til ende.

Alle de store partier har det på dagsordenen - i forskellige udgaver, men ikke uforenelige - og blandt de mindre partier er de to i regering med på samme bølge. Så der kommer til at ske noget, spørgsmålet er kun hvad og hvornår.

Dansk Folkeparti vil have noget til at ske allerede ved dette års forhandlinger om en sundhedsreform, og det der skal ske, er at regionerne skal tages helt ud af ligningen og nedlægges. Et gammelt ønske, som denne gang er fremført med fornyet vægt.

Hos de to små regeringspartier Liberal Alliance og De Konservative er det at løbe en åben dør ind. Liberal Alliance 'vil gerne give Dansk Folkeparti den indrømmelse', lød det muntert fra partiet, som også selv har en nedlæggelse på sin egen dagsorden, og også for De Konservative er der tale om et ønske, partiet selv har og længe har haft.

Men ét er den organisatoriske struktur, noget andet er udførelsen på publikumssiden, hvis man kan kalde den sådan. Her vil DF give kommunerne 'pligt til at have et grundlæggende beredskab til de folk, der kommer hjem fra sygehuset og har brug for hjælp', som Kristian Thulesen Dahl sagde i et interview til Politiken, og det lyder jo til forveksling ligesom de ønsker, det store regeringsparti Venstre har til den sundhedsreform, det gerne vil forhandle hjem her i efteråret.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen betragter dog strukturen som blot en måde at gøre det på, lod han forstå på Venstres pressemøde, og oversættelsen forstod de godt i Danske Regioner. I løbet af ti dage blev det livsfarligt at være en region.

Kun Enhedslisten har udtrykkeligt talt imod at røre ved regionerne. SF gik let hen over spørgsmålet, som også først blev rigtig brandvarmt på bagkant af partiets pressemøde, Alternativet er med sit politiske program et helt andet sted end i en regional strukturovervejelse, og De Radikales tilgang til sundhedssektoren rettede sig hovedsagelig imod at skaffe tilstrækkeligt med udenlandsk arbejdskraft til den.

Tilbage på oppositionssiden er dens ledende parti Socialdemokratiet, der ligesom Venstre er mest detaljeret om strukturen på publikumssiden med et ønske om 'nærhospitaler', som skal stå for 'så stor en del af sundhedsbehandlingen som muligt', som det hedder. I substansen ikke synderligt forskelligt fra målsætningen på regeringssiden.

Her skal man lægge mærke til, at Mette Frederiksen ikke på Socialdemokratiets pressemøde overhovedet forholdt sig til den blå sides udspil. Heller ikke med et forsvar for regionerne. Det udeblev. Endnu en ting at lægge mærke til for Danske Regioner.

Ligefrem en forbrødring hen over midten er for stort et ord, men det er dog bemærkelsesværdigt så ens, eller i det mindste ikke-forskelligt, de betydende aktører forestiller sig den nærmeste fremtid for sundhedssektoren. Den største forskel er, at regeringen går efter at få noget sat i værk før FV19, mens Socialdemokratiet går efter at blive regering, og så sætte det i værk.

Om det bliver det ene eller det andet, kan blive det, der kommer til at gøre forskellen for regionernes overlevelsesprognose.