Nu må det snart være slut

Den forgangne weekends farvel til mundbind i busser og tog er indtil videre den mest synlige markør for en tilbagevenden til normaliteten, som den var før det chok-pressemøde 11. marts 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen satte landet på vågeblus. Der er et stykke vej endnu, men symbolværdien er høj.

Fremvisning af coronapas indenlands bliver også snart fortid, og det hele skyldes den vaccinationsindsats, der kom lidt famlende i gang, men siden fik så meget fart på, at vi nu ligger i verdenstoppen foran næsten alle andre lande.

Fra starten hed det sig, at 70 pct. færdigvaccinerede ville udgøre den flokimmunitet, der kunne holde epidemien i ave, men så kom den indiske variant af coronavirusset, politisk korrekt benævnt deltavarianten, og så var de 70 pct. ikke længere nok. Faktisk skal der så mange til, at det ikke fysisk kan lade sig gøre med over-12-årige alene, selv ikke hvis det skulle lykkes at omvende samtlige antivaxxere.

Men man kan komme tæt på, og om ikke ret længe vil vi være igennem vaccination af alle, der vil, og som har taget sig sammen til at komme af sted. En målrettet påvirkningsindsats kan sikkert få en del med, som godt vil, men endnu ikke er kommet til punkt 2 (at tage sig sammen), men der er også et andet instrument, der kan tages i brug til at fremme de uvaccineredes beslutningskraft. Pengepungen.

En af de store fordele ved at være færdigvaccineret er, foruden naturligvis beskyttelsen mod at blive syg, at man slipper for de evindelige test. Efterhånden nærmer man sig mætningspunktet, hvor alle, der kan og vil, er blevet vaccineret og derfor ikke har behov for test, og dermed nærmer man sig også spørgsmålet om, hvor stort et apparat der skal opretholdes af hensyn til dem, der ikke mener der er noget at blive syg af, eller har lignende begrundelser for at de ikke vil vaccineres.

Vi andre kan mene om dem, hvad vi vil, ligesom de åbenlyst mener om os, hvad de vil. Det er bare et vilkår, at et mindretal vil stille sig uden for fællesskabet, og her er det så, at fællesskabet skal kunne håndtere også dem. Tilløb til at vaccinere med tvang eller under trussel om at miste sit levebrød, sådan som det er sket i Frankrig, har vi heldigvis ikke set noget til, men i Tyskland går man efter at stoppe de skattebetalte test, og det ligner en farbar vej også herhjemme.

Ingen skal tvangsmedicineres, men et rimeligt modkrav må være, at de uvaccinerede på anden vis betrygger, at de ikke bærer rundt på smitte. Altså sørger for at blive testet. Og at de gør det for egen regning.

I Tyskland er det en del af rationalet, at man samtidig skruer op for testkravene, så det bliver mere besværligt at være uvaccineret, end det allerede er. Om det er en idé til efterfølgelse, er en smagssag, men at fællesskabet må takke nej til at betale for en særordning for dem, der insisterer på at stille sig udenfor fællesskabet, burde være noget alle kan enes om. Alle der ikke vil stille sig udenfor fællesskabet, i det mindste.

Ud over at det i sig selv er rimeligt, er selvbetaling også velegnet til at teste, hvor dybt antivaxxernes selverklærede frihedskamp stikker. De vil helt sikkert betragte det som endnu et anslag fra den altomfattende corona-konspiration, men det har aldrig været omkostningsfrit at føre frihedskamp, som de jo selv opfatter det som.

Med mindre pengene alligevel vejer tungere end de selvopfundne principper, men så hjælper en stribe test-regninger dem jo ud af et standpunkt, som de måske indtog, da det var let og omkostningsfrit, og som de måske ellers ville have svært ved at forlade.