Vi, de belejrede

Det er næsten ikke til at huske, men for bare et par uger siden var alt normalt. De voksne gik på arbejde og børnene i skole eller institution, og i den resterende tid kunne man i store træk gøre, hvad man havde lyst til, blot det var inden for lovens og sømmelighedens grænser.

Men i dag!

Rørt brik skal flyttes, lyder en af spillereglerne i Ludo, og nu gælder det så også for varerne i de butikker, der stadig holder åbent. De fleste retter sig pænt efter både den og de utallige andre regler for ikke-kontakt, der er blevet stukket ud, og i det hele taget er det ganske tankevækkende, hvor hurtigt man kan vænne sig til selv omfattende indskrænkninger i sin bevægelses- og frihed i almindelighed.

For dem, der er henvist til at arbejde hjemmefra, er der til gengæld lige pludselig overskud af tid svarende til det, man ikke skal bruge på to gange daglig transport. Hvis man har børn hjemme, som kræver enten undervisning eller underholdning, er slutfacit dog nok nærmere i retning af underskud på (effektiv) arbejdstid.

Men det helt afgørende for bundlinjen som samfund er, at rigtig mange faktisk kan arbejde hjemmefra. At det kan lade sig gøre at holde maskineriet (delvist) i gang. Man tør dårligt tænke den tanke til ende, at den fysiske virus blev suppleret med en digital, så ingen kunne komme i forbindelse med nogen eller noget på nettet. Så ville alting da først gå helt galt.

Der er vi heldigvis ikke, men de begrænsede muligheder for fysisk færden er heller ikke uden problemer. Haveejere vil vide, at foråret er lige dele byggemarkeds-/plantecenter- og genbrugsplads-sæson, og mens de førstnævnte stadig holder åbent, så er de sidstnævnte lukket, selvom det ikke skorter på beklagelser over begge dele. Dog ikke fra de samme mennesker. De manglende muligheder for at komme af med haveaffaldet resulterer nu både i, at det dumpes på uautoriserede steder, og at selveste KL er blevet sat i sving med at finde en løsning, så trailerfolket kan lukkes ind i hold.

Når friheden indskrænkes, betyder fritiden des mere, og derfor ledte en enkelt statsministeriel bemærkning for en kort stund den ellers intense opmærksomhed væk fra den fortløbende armlægning mellem den politiske og den sundhedsfaglige ledelse af det der engang blev kaldt 'situationens generalstab', men som nutidigt snarere er en slags 'pressemødernes centralkomité'.

Mette Frederiksen virkede ellers for første gang lidt - ja, vel nærmest lettet? - i sit udtryk, men det gik over, da hun kom til at nævne sommerhuse som steder, man skal holde sig fra. De efterfølgende forsøg på udglatning har ikke hjulpet meget på grund af eftersætningerne om, at ingen yderligere tiltag er udelukket.

Et følsomt emne, tydeligvis. Lige så følsom er magtbalancen mellem regeringen og sundhedsmyndighederne, der hver især er overbeviste om, at de selv ved bedst. En gammel kamp, som man husker helt tilbage fra aids-dagene, da den lægefaglige ekspertise mente, det var spild af penge at screene donorblod for hiv, fordi et antal blodtransfusionssmittede var en lav pris i forhold til udgiften ved at screene.

I det tilfælde var den politiske ledelse klart i bedst sync med befolkningen, hvem der er det denne gang i forhold til graden af nedlukning og test-aktivitet, ved vi først bagefter. Indtil videre peger det i alle retninger, og Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøms rutsjetur fra urokkelig autoritet og top-kommumunikator på de første pressemøder til nu at være den foretrukne prügelknabe er næsten klassisk i sin koreografi.

Alt sammen udtryk for det virkelige og største problem med coronaen: Vi ved ikke, hvor og hvornår det ender. Og heller ikke hvad vi kommer til at stå med bagefter.