Antivaxxerne har ikke haft det nemt her under coronaen. Bevares, de er her stadig, og de larmer også lejlighedsvis lidt, men ikke nær så meget som til at begynde med, og de ikke-hardcore vaccineskeptikere har i hovedsagen ladet sig friste af udsigten til at slippe for mundbind, test i tide og utide og andre restriktioner og i stedet overgivet sig til Pfizer-BioNTech og Moderna.

Flokimmuniteten synes i sigte, omend stadig lidt ude i horisonten rent tidsmæssigt.

Det må formodes, at den almindelige tilslutning til vaccinationsprogrammet har været i nogen grad påvirket af udelukkelsen af især AstraZeneca og til dels også Johnson & Johnson fra vaccinationsprogrammet. Blodpropper er en bivirkning i en anden vægtklasse end feber, hovedpine og utilpashed, og hvad angår sandsynligheden for at blive ramt, er den i den almindelige bevidsthed den samme som for at vinde i lotto: Enten gør man det, eller også gør man det ikke. Altså fifty-fifty.

Det var holdningen, indtil de to blev taget ud. Efter de blev taget ud, og udsigten til at få de forløsende stik fortonede sig i en fjernere fremtid, blev tolerancen over for de skrottede vacciner lidt mere differentieret især i de yngre aldersklasser.

Hvor differentieret fremgår af det stormløb på frivillig vaccination med de udstødte vacciner, der blev det umiddelbare resultat, da det forleden ud fra fuldstændig ikke-lægelige indikationer blev luftet som en mulighed, at AstraZeneca kunne komme tilbage og Johnson & Johnson få sin debut i det generelle vaccinationsprogram. Så var det bare med at komme til, før vaccinerne forsvandt ud i det almindelige omløb.

Men det er stadig et meget stort flertal, der ikke har meldt sig til frivillige stik med de to vacciner. Tolerancen er differentieret, og når AstraZeneca og Johnson & Johnson blev dømt ude på grund af dels risikoen for bivirkninger, dels og måske især risikoen for faldende tilslutning til vaccinationsprogrammet, så er det risici, der stadig består.

For de skeptiske er der desuden brændstof til fortsat skepsis både i begrundelsen for revurderingsønsket, og i at det kommer lige nu, samtidig med at det trækker yderligere ud, før de sidste er vaccineret. Man husker, at det indgik i begrundelsen for at tage de to vacciner ud, at brugen af dem kun ville forkorte vaccinationsperioden med to uger, men nu, med udsigt til to ugers forlængelse, er det lige pludselig vældig interessant at genoverveje. Interessant i den politiske afdeling, ikke i den lægefaglige, som uden selv at have udtrykt noget ønske om det, er den, der skal foretage genovervejelsen.

Man må håbe, at de lægefaglige har mere politisk gefühl, end de politiske har lægefaglig indsigt. Hvis de to bortdømte kommer ind igen med tidligere betænkeligheder bortvejret, bliver der en heftig opgave med at overbevise om, at det ikke er et stykke politisk bestillingsarbejde. Det gælder, uanset om en mistanke i den retning er velbegrundet eller det modsatte. Bare det at den vil opstå, og det vil den helt sikkert, vil komme til at koste på tilslutningen til vaccinationsprogrammet og dermed i sidste ende på flokimmuniteten.

Når man inviteres til vaccination, får man i dag tildelt en vaccinetype, som man kan tage imod eller lade være. Uproblematisk, fordi der ikke nævneværdig forskel på, hvordan det almindelige syn på Pfizer-BioNTech og Moderna er. Med Johnson & Johnson og formentlig især AstraZeneca med i programmet, vil sagen være en helt anden.

Et klogt modtræk kunne være at lade folk selv vælge, hvilken vaccine de vil have. Hvis vel at mærke der overhovedet er lægefagligt belæg for at tage de to bortdømte til nåde.